Dansk
  
Intranet
  
Kontakt
Forside
  
Serviceskolen
  
Kurser
  
Nyheder
  
Testimonials
  
Holdfotos
  
Om os
  
Campus Bornholm
Serviceskolen > Serviceskolens historie

Serviceskolens historie

 

Serviceskolen blev oprindeligt startet på initiativ af Bornholmstrafikken. Rederiet ønskede et uddannelsestilbud til sine ansatte. Idéen med Serviceskolen udviklede sig imidlertid hurtigt til visionen om at hæve det generelle serviceniveau på hele Bornholm.

 

Visionen var, at Serviceskolen primært havde til formål at gavne betjeningen af Bornholms mange turister, og i anden række at yde en bedre service til bornholmerne. Derfor voksede initiativet meget hurtigt til at etablere en serviceskole, der udover turisterhvervene også skulle inddrage andre virksomheder med servicefunktioner og direkte kundebetjening i arbejdet.

 

Resultatet blev en kontakt til Bornholms Erhvervsskole, som meget hurtigt og klart meldte ud, at skolen var meget interesseret i at være partner i etableringen af Serviceskolen på Bornholm.

 

I begyndelsen af 2007 blev der nedsat en bredt funderet styregruppe med repræsentanter fra turisterhvervene, Horesta, handelsstandsforeninger på Bornholm, Bornholms Regionskommune, Bornholms Erhvervsskole, Bornholmstrafikken med flere. Rederiets repræsentant, passagerchef Ole B. Larsen, blev formand for styregruppen. 

 

Læs om styregruppen her

 

 
Serviceskolens mission

 

I løbet af 2007 udarbejdede styregruppen de grundlæggende tanker om Serviceskolens formål og hovedaktiviteter. Styregruppen arbejdede med forskellige finansieringsmodeller. Overvejelserne resulterede i en ansøgning til Den Europæiske Socialfond om støtte til etablering af "Projekt Serviceskolen".

 

I efteråret 2007 var Serviceskolen på Bornholm en realitet. Serviceskolen fik tilsagn om EU-midler til udvikling og igangsætning af servicekurser og andre aktiviteter.

 

I foråret 2008 startede Serviceskolen med sit første basiskursus, der var en kombination af teori og praksis. Desuden blev der tilrettelagt et specielt kursus for ledige. Formålet var at uddanne medarbejdere til den bornholmske hotel- og turistbranche, som har et stort behov for arbejdskraft i højsæsonen. På kurset fik de ledige nye kompetencer og kvalifikationer inden for god service og kundebetjening.

 

I efteråret 2008 indgik Serviceskolen aftale med Bornholms Plejehjem og – centre (BPC), som resulterede i en helt ny type servicekurser. Serviceskolen specialudviklede uddannelsesforløb til samtlige ansatte i BPC. Medarbejderne blev uddannet i god service overfor beboere, pårørende og internt på centrene overfor kolleger. Det specielle forløb varer i 2 år og afsluttes medio 2010.

 

 
Serviceskolens strategi

 

I 2009 er Serviceskolens basiskursus blevet videreudviklet. Kursernes indhold er blevet justeret på baggrund af evalueringer og erfaringer fra Serviceskolens første kurser.

I 2009 blev der desuden taget initiativ til flere målrettede servicekurser i Serviceskolens kursusprogram. Skolen oprettede

·         Weekend kursus i service for unge

·         Kundeservice via telefonen

·         Skriftlig kommunikation og service

 

I foråret 2010 kom det første lederkursus

·         Service og ledelse

 

Serviceskolen har taget initiativ til flere andre aktiviteter, der skal være med til at give kunder den gode oplevelse. F. eks. holder Serviceskolen en række spændende fyraftensmøder, hvor interessante gæster og oplægsholdere taler om emner, der kan spænde over alt fra arbejdsglæde til serviceledelse.

 

I foråret 2010 har flere end 1.000 bornholmere deltaget på Serviceskolens mange servicekurser.

 

Det er Serviceskolens strategi, at kursusudbuddet skal markedsføres i hele landet, og at turistvirksomheder og virksomheder med kundebetjening i hele Danmark kan benytte sig af de kompetencer, som Serviceskolen har oparbejdet som udbyder af unikke og specialdesignede kurser i god service og den ekstra oplevelse til kunderne.

 

© 2010 Serviceskolen  Hoffmann Kursuscenter  Ndr. Kystvej 32 3700 Rønne Tlf. 56 95 97 00  serviceskolen@cabh.dk